Valgkampen bliver social

Er du og dit parti klar til valgkampen på de sociale medier? Valgkampen bliver social til efteråret.

Det er nu du som kandidat skal på de sociale medier og vinde fodfæste – det er for sent at gå i gang, når valgkampen først er i gang fire uger før valgdagen.

Nedtælling til valg

Mere end 3 millioner danskere bruger Facebook og mere end 950.000 danskere er på LinkedIn – og der kommer hele tiden flere til. Det er især unge og yngre borgere, der har de sociale medier som deres primære kilde til information, nyheder og debat.

Det er her det kommende kommunal og regionsvalg bliver afgjort. For første gang bliver det de sociale medier der kommer til at spille en afgørende hovedrolle i kampen om vælgernes gunst.

Valget kan vindes, hvis den sociale medie strategi er på plads – og valget kan tabes, hvis der ikke er styr på indsatsen på Facebook.

Valgkampen bliver social

Et hurtigt kig i mit private Facebook nyhedsfeed afslører, at der allerede er en håndfuld af de lokale politikere, der aktivt bruger Facebook til at kommunikere holdninger og diskutere med borgerne. Flere af dem gør det fornuftigt, men der er dagligt eksempler på politikere, der for at sige det ligeud – slet ikke ved hvad de gør og hvordan de kan bruge Facebook.

De glemmer at tænke socialt og ønsker slet ikke at gå i åben dialog med borgerne. De tænker stadig som var vi i 00’erne, hvor det mest handlede om hjemmesiden.

Den klassiske hjemmeside er naturligvis vigtig, men den nyeste erfaring fra valg herhjemme og seneste fra præsidentvalget i USA viser, at tilstedeværelsen og kommunikationen på sociale medier er helt afgørende.

Du kan tabe det hele på et øjeblik, og du kan vinde stort gennem en klar og konsistent social medie strategi.

Det er tydeligt, at flere partier på landsplan har forstået det budskab. Men der er stadig et stykke vej fra hovedpartikontoret i København og ud i den lokale partiforening, hvor planen som oftest er at vi ”gør som vi gjorde sidst”.

Men det vil være en fatal undervurdering af den udvikling på de sociale medier, der er sket siden valget for fire år siden. Denne valgkamp bliver en stor udfordring for både partier og kandidater: Hvordan kommer vi i kontakt og efterfølgende i dialog med borgerne?

3 millioner danskere – og langt de fleste af dem med stemmeret – er på Facebook dagligt. Den klassiske læsning af papiraviser er stærkt nedadgående – mens forbruget af indhold på digitale platforme stadigt stiger. To platforme er i voldsom vækst: Smartphones og sociale medier.

Billeder og video som primær kommunikationsmiddel er i voldsom vækst – og borgerne er meget aktivt i dialogen og informationsdelingen på de sociale platforme.

Der skal tænkes nyt til novembers lokale og regionale valg. Der skal tænkes socialt. Og det er NU der skal startes.

 

Kommenter artiklen