“så tro da på det for pokker…”

Den ene dag kan en fodboldspiller spille som en drøm og lave fantastiske ting, som vi ikke troede var muligt. Alt lykkes og alt ser let ud.En drøm – hvilken succes.

Den næste dag er alt forkert. Intet lykkes og den samme spiller ligner en, der aldrig vil kunne opnå noget hverken på eller udenfor fodboldbanen. En katastrofe – hvilken fiasko.

Hvorfor er det sådan? Hvorfor kan der være så kolossal en forskel på det samme menneske på så kort tid?

Eksemplet med fodboldspilleren kunne lige så godt hentes i hvilken som helst sportsgren eller på hvilken som helst arbejdsplads. Hvis vi “tror på det” og har oplevet succes, vokser vi med ekspresfart. Vi kan lige pludselig meget mere end vi tror – vi har fået sat vores potentiale frit. Det omvendte gør sig desværre også gældende. Hvis vi oplever fiasko eller bare oplever, at indsatsen ikke bliver set og værdsat – og måske endda oplever, at blive kritiseret – vender bøtten meget hurtigt. Vi kan ikke meget, og det vi kan er ikke godt nok.

Jeg arbejder frivilligt som leder og træner i en fodboldklub. Her møder jeg ofte forskellen på selvtillid og manglende selvtillid. Hvorfor er det sådan, at en spiller kan gå fra nul til at være det hele, når de lykkes med noget, der i den store sammenhæng er småt, men som i den nære verden er ekstremt stort? At score et mål er nok det største en fodboldspiller kan opnå, og det er helt sikkert genvejen til at “vokse”.  Med et er alt meget nemmere, og nu tror selv den mest usikre person meget mere på sig.

Set udefra er det fantastisk at opleve, fordi selv den mest indpiskende og coachende tale til de “usikre” spillere eller for den sags skyld medarbejdere på en arbejdsplads – slet ikke rækker. Du kan ikke tale folk til ægte at tro på det – det hjælper lidt, men de skal selv skabe succesen gennem hårdt arbejde.

“Så tro da på det for pokker”. Hvor mange gange har man ikke sagt det til sig selv, og ikke mindst råbt det bestemt og venligt til dem, men gerne vil have til at præstere noget bedre. Men tro på hvad? Det er i situationen, hvor selvtilliden er i bund, ekstremt svært at følge med. Tro på at man kan, når det bare ikke er lykkedes de sidste 10 gange.  Logikken i tankegangen er stærk i hovedet på den spiller, der er ramt på selvtilliden og deraf følgende tab af selvværd.Det kan bare ikke lade sig gøre, er deres ræsonnement.

Skal man så lade være med at indgyde spillerne tro på eget værd? Nej. 80 procent af kommunikationen skal være ros og 20 procent skal være konstruktivt ris. Hold fast i at uden masser af ros og “Så tro da på det for pokker” attituden flytter de sig ikke. Vis spillerne tillid – og lige pludselig er den der. Alt falder på plads, og du kan ligefrem se på vedkommende, at nu tror han eller hun på det. De lever og har det skønt.

Indtil næste gang selvtilliden går fløjten på grund af en eller anden lille dum ting. Der skal ikke meget til at booste selvtilliden og der skal heller ikke så meget til før selvtilliden igen er ramponeret og tabt. Det er hårdt arbejde at skabe selvtillid. Meget kan komme fra dine omgivelser, men det afgørende kommer fra dig selv. Hvor banalt  den end lyder starter det med, at vi faktisk selv tror på det.

Der er selvfølgelig også dem, der bare har et højt bundniveau. De lader sig ikke gå på at modstand, og det bliver de bare stærkere af. Selv når de har lav selvtillid og præsterer dårligt klarer de sig godt. Deres bundniveau er højere end alle de andre på holdet eller for den sags skyld på arbejdspladsen. Dem er alle glade for, og de får som regel mest opmærksomhed.

Graden af selvtillid kombineret med faglig kunnen kan give sig udtryk på mange måder, når alt går op i en højere enhed. Nyd dette mål af den 19-årige brasilianer Neymar fra Santos.  Alt lykkes til perfektion -fordi Neymar hele tiden vidste hvad han lavede og samtidigt troede på det. Om han kan gøre det igen – måske, men det bliver på en anden sublim facon.At han vil gøre Messi rangen stridig som verdens bedste fodboldspiller om få år er er ganske vist. Men hvis selvtilliden ryger bliver han ordinær som alle os andre bare på et højere niveau.

De store sejre er, når dem, det mindst forventes af, lykkes og har succes. Det gør sejren bedst og mest vedvarende. Derfor bruger vi så meget tid med hele tiden at få alle med – og ikke bare dyrke dem, der sagtens kan klare sig.

Kommenter artiklen