Mon vi har noget godt i vente…..?

Når klokken falder i slag ved midnatstide natten mellem 31. oktober og 1. november går Danmarks nye offentligt finansierede public service radio i luften. Radio24Syv hedder stationen, og den er resultatet af et politisk forlig under den tidligere borgerlige regering. Selvom den røde blok ikke synes om radioen, har de fredet den og P1 kan se frem til forhåbentlig hård konkurrence gennem kvalitative radioprogrammer.

Radioen har allerede taget godt fat om Facebook og har en aktiv side, hvor alle løbende kan følge med i radioens udvikling fra at være en politisk ide til at være en fuldbåren radiostation med nyheder og alt det, der skal til for at opfylde sendetilladelsens skrappe betingelser. Radioens hjemmeside er ikke noget  at råbe hurra for, men det er en mindre ting. Informationerne om den nye programplan skal vi nok finde ud af, og strømmen af informationer på radioens FB-side kompenserer fint for det.

Men hvad har vi i vente? Supergod og begavet taleradio, som ikke engang P1 kan levere eller bare en blød mellemvare ud fra devisen: Hvad der var råd til? Radio24Syvs direktør Jørgen Ramskov har været trængt noget i defensiven med anklager om at være en klynkerøv. Kommunikationen kiksede fra radioledelsens side, da den meget forståeligt ville dæmpe de store forventninger til “monopolbruddet” på landsdækkende taleradio i Danmark. På papiret har Radio24Syv fået mere end 90 millioner kroner om året til at lave radio for. Det lyder af meget, og alle medievirksomheder ville være mere end lykkelige for den sum penge.

Men ifølge radioens ledelse er det åbenbart gået op for dem, at det ikke er nok til at løfte opgaven på en måde, der tilfredsstiller de tårnhøje forventninger der naturligvis er til den kommende programflade. Det fik socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen til at tale med store bogstaver forleden i dagbladet Politiken, og han bad om at Radio24Syv stoppede klynkeriet. Det var helt på sin plads. 90 millioner er mange penge – og selvom der skal betales broadcastafgift osv, er der masser af penge tilbage til at producere spændende og intelligent taleradio.

Der er ingen grund til klynk.

Nu venter vi i spænding på hvad der kommer af nytænkende og anderledes radio – og derefter kan vi fælde dommen. På torsdag 24. oktober vil stationens ledelse langt om længe løfte sløret for hvilke programmer vi har i vente og hvilke værter, der skal tage konkurrencen op med P1s dygtige værter.

Kommenter artiklen