Forkert eller bare umuligt at bevise?

TV2 Nyhederne ryddede nyhedsfladen i 22-nyhederne torsdag aften. Som var det en verdensbegivenhed af stor væsentlig rullede redaktionen ud med den store solo-nyhed om at PET gennem længere tid havde overvåget og aflyttet den socialdemokratiske toppolitiker Henrik Sass Larsen. Hovedpersonen var igennem direkte fra hjembyen Køge, og stor var forargelsen over efterretningstjenestens overvågning og medlytning på fortrolige politiske samtaler.

Reaktioner kom prompte bredt fra det politiske landskab – det er kritisabelt, at PET overvåger og aflyttet et medlem af Folketinget uden (tilsyneladende) nævenværdig grund. Men panikken havde dårligt nået at rejse sig til “samråds-niveau” før PET tog livet af TV2 Nyhedernes historie. “Det er ikke korrekt, at PET har overvåget og aflyttet Henrik Sass Larsen”, lød det fredag morgen fra PET-chefen Jacob Scharff.

TV2 krøb til korset med det samme og trak historien tilbage . Med stor tydelighed lagde nyhedsdirektør Michael Dyrby afstand til sin egen nyhedsafdelings journalistiske scoop. Dyrby slog fast, at han (TV2) ikke kunne bevise, at PET chefen udtalte sig i modtrid med sandheden. TV2´s kilder til historien siger et og PET siger noget andet. Hvem har ret? TV2´s anonyme kilder eller den “anklagede” part PET? Var historien usand eller er den bare umulig at bevise?

TV2 har nødvendigvis ikke bragt en usand historie til torvs. De kan bare ikke løfte den sidste og afgørende del af bevisbyrden – at det er korrekt, at PET stod bag aflytning og overvågning. Men PET trak det eneste våben de kunne fredag morgen – og utvetydigt afviste historien som værende usand. Men det er ord mod ord, da PET af de sædvanlige grunde ikke lægger nogen beviser frem på hvad de siger. PET er og bliver en uangribelig enhed i statsapparatet, som er næsten umulig at kontrollere.

Nyhedsdirektør Michael Dyrby gør det eneste rigtige, og vælger det strategiske tilbagetog i stedet for et langt og pinefuldt slagsmål med magtfulde modstandere i fuld offentlighed. Derved sikrer han sine journalister arbejdsro. Redaktionen har en stor opgave foran sig med at løfte Sass Larsen sagen ud af det forvirrende billede, vi alle er efterladt med.

Hvad er sandt? Hvad er falsk? Vi ved i al fald, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) fortjener at blive set efter i kortene. Hvilken rolle har PET spillet i Sass Larsen sagen og hvorfor kunne den socialdemokratiske toppolitiker ikke blive sikkerhedsgodkendt? TV2 tabte først slag i kampen med et brag, og har fået hakker i tuden. Journalisterne må tilbage i værkstedet og tjekke alle oplysninger og kilder. Enten har “nogen” bundet dem en historie på ærmet eller også står vi overfor en større politisk skandale, hvor PET blander sig i folkestyret.

Vi ved det ikke i dag – men sagen skal kulegraves. Udfordringen bliver desværre, at historien kan vise sig umulig at bevise. Selv hvis den skulle være sand.

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-45533848:tv-2-vi-har-stor-tillid-til-pet.html

Kommenter artiklen