Fra stentavler til internet

May 4th, 2009

Der går en lige linje fra Moses, der kommer ned fra bjerget med de 10 bud mejslet ind i to stentavler til nutidens digitale platform for informationsservice og formidling.

Mennesket har alle dage haft et basalt behov for at få nyheder, informationer og anden service. Vi vil gerne vide hvad der er sket og hvad vi kan forvente fremover. Formålet for journalister har været det samme i alle tider - men platformene til at formidle på har forandret sig.

Det handler om at opfylde et basalt behov hos os alle – indholdet er det samme – mediet er forandret – måden er forskellig.

Mest af alt skal vi se os selv i et helt andet perspektiv end tidligere - vi er nødt til at forandre vores identitet:

Vi er ikke længere defineret af teknologien/mediet

Vi skal se os selv som dem, der opfylder de menneskelige behov for information, viden, løsninger, social kontakt, køb og salg og valgmuligheder hos alle grupper i vores lokal område.

Vi er et redskab, der hjælper borgere og virksomheder med at få information og skabe forbindelser for at løse basale menneskelige behov

Det er tale om en ny tankegang, men ikke et nyt formål.

Den amerikanske journalist Amber Smtih har skrevet et meget interessant blog indlæg om nyhedsorganisationernes fremtidige formål og opgave. Læs det her

Her er et uddrag af hendes indlæg:

As long as our industry evolves from newsPAPER to news ORGANIZATION, we’ll survive. And when you think about it, that should be easier for us to do than, say, turn “Dunkin’ Donuts” into a place for great coffee. If Jon Luther can position DD for the future, surely a bunch of passionate journalists can save our profession.

Twitter som journalistisk redskab

May 4th, 2009

Twitter har åbnet en helt ny verden for nyhedsjunkierne. Hurtigt og med det samme strømmer nyhederne ind fra hele verden -både de store og de små. Attentatet på den hollandske kongefamilie røg ud på twitter meget kort tid efter det var sket - og lang tid før vi kunne læse om det på de etablerede nyhedssites.

Især deres search funktion er et godt journalistisk arbejdsredskab til lynhurtigt at finde ud af hvad der rør sig i verden på en bestemt sag.

Der er lavet et velskrevet whitepaper om hvordan man kan bruge Twitter som redskab i sit journalistiske arbejde.

Brug for ny mediekommission

April 19th, 2009

Der kan efterhånden ikke være megen tvivl tilbage. Vi er nødt til at genopfinde hele måden at drive nyhedsmedier på i Danmark. Den gamle forretningsmodel med dyre abonnementer og endnu dyrere annoncer er væk. De klassiske annonce områder med bolig-, bil og jobannoncer er forsvundet som dug for solen og det gik endda meget stærkt.

Og hvad med internettet? Der er masser af potentiale og muligheder, hvis vi bare tillod os selv at operere på nettets præmisser. Men indtil videre gør vi det ikke, og det koster os muligheden for at få succes online.

Vi må starte forfra og bygge op fra bunden. Statsstøtte er ikke svaret, selvom det ville være en nem måde at få lidt “ro på bolden” inden skuden synker helt.

Vi har tidligere haft Mediekommissioner i Danmark, der gennem grundige betænkninger er kommet med rammerne for den fremtidige medieudvikling.

Der er brug for en ny mediekommission, der tager udgangspunkt i den nye medievirkelighed, hvor det er nettet, der sætter standarden for fremtidens medieudvikling, og hvor de etablerede (gamle avishuse) mediehuse er kørt bag af dansen med en forældet forretningsmodel.

Men hvad er svaret? Hvad er den nye forretningsmodel i medieindustrien, der sikrer kvalitetsjournalistikken en fremtid?

Vi må i arbejdstøjet og smide de gamle og forældede tankegange ud - det er tid for nytænkning af den voldsomme slags. Den der koster skrivemaskiner livet.

Skype sat til salg

April 14th, 2009

Hvis du har penge på kistebunden er her en god investeringsmulighed. Internet telefon successen Skype er sat til salg af E-bay.

http://www.nytimes.com/2009/04/15/technology/companies/15skype.html?_r=2

Mon Morten Lund har penge tilbage?

Google - ven eller fjende?

April 14th, 2009

google-logoLad os slå det fast med det samme - Grundlæggende er Google noget af det bedste, der er sket for den internationale medieverden. Det har tvunget os alle til at genopfinde vores medievirksomheder og vi har set hidtil ukendte måder at drive forretning på.

Det store spørgsmål, der har optaget mange mediechefer i mange lande er om Google gennem deres søgemaskine stjæler indhold fra medievirksomheder og tjener penge på det

Svaret har hidtil været at Google var en god ven for den etablerede mediebranche, fordi den skabte trafik til alle nyhedssites.

Scott Karp fra http://publishing2.com har lavet en analyse, der sætter Googles succes ind i et lidt andet lys. Og det er meget interessante betragtninger han kommer med.

http://publishing2.com/2009/04/11/how-google-stole-control-over-content-distribution-by-stealing-links/

Hvornår vågner DJ op?

April 8th, 2009

Midtjyske medier skal spare 60 millioner kroner og derfor skal der fyres medarbejdere. Også journalister. Baggrunden for den store sparerunde, er det totale sammenbrud i den traditionelle print annoncemarked. Annoncørerne flygter i stort omfand væk fra dagbladene - mest på grund af finanskrisen, men også på grund af de strukturelle forandringer, der sker på mediemarkedet.

Danske Journalistforbund er naturligvis bestyrtede over udsigten til at nogle af deres medlemmer kan blive blandt dem, der skal fyres. http://journalisten.dk/dj-vil-nedbringe-antallet-af-fyrede-i-midtjylland

Men hvornår vågner DJ op og indser, at den nuværende forretningsmodel på printmarkedet - og dermed også grundlaget for de nuværende overenskomster er i gang med at smuldre - og det endda meget hurtigt.

Brug for ny forretningsmodel

April 7th, 2009

”Hvor er pengene henne?”

Spørgsmålet runger gennem gangene i stort set alle danske mediehuse. Det er ikke Stein Bagger, der afhøres – men spørgsmålet, der stilles til mediehusets aktiviteter på nettet: ”Vi tjener jo ingen penge på det”, lyder fortsættelsen.

Næsten alle danske aviser er til stede på internettet med en hjemmeside. Nogle er mere til stede end andre og nogle går mere helhjertet til det end andre, og derfor er det slet og ret kun en hjemmeside. Ikke et online medie.

Fælles for alle gamle avishuse er følgende dilemma: Hvordan kan vi udvikle og vækste online uden at det går ud over den trykte avis?

Svaret er kort og godt: Det kan man heller ikke. Hvis vi som mediehuse helhjertet og ægte vil være til stede på internettet med et online medie, der står på egne ben og opererer på nettets præmisser, så må vi give slip og lade være med at bygge online forretningen ovenpå den gamle printforretning. Vi skal droppe følgende tænkning, der i al for mange år har bremset udviklingen af online nyhedsmedier.

Nettet et en markedsføringsplatform for den trykte avis: Forkert – det er en hån mod netbrugerne, når vi slutter en artikel med at skrive, at de kan læse mere i den trykte avis. Det er der stort set ingen, der gør og de føler sig snydt. Vi sælger ikke flere aviser på grund af vores online aktiviteter – men vi får flere tilfredse brugere, hvis vi ikke snyder dem og i stedet tilbyder et godt produkt.

Nettet er et supplement til avisen: Forkert – det er et selvstændigt medie på lige fod med den trykte avis. Den har sin egen målgruppe, der er større, bredere og yngre end de tilbageværende avislæsere.

Vi kan ikke give vores nyheder gratis væk: Forkert – gratis er selve forretningsmodellen på nettet. På samme måde som ugeaviser eller trafikaviser. Verden over og på samme måde i Danmark er nyheder blevet en vare, der ikke længere har nogen direkte handelsmæssig værdi. Det er i stedet gennem trafikken på dit site, at du skal skabe forretningen.

Nettet er et medie med ringe indtjening: Forkert – vi har bare grebet det forkert an fra starten. Der er mange medievirksomheder, der i dag tjener gode penge på deres online aktiviteter, fordi de har forstået hvad internettet handler om, og de turde gå hele vejen. Tag bare Google, der i Danmark efter sigende er rundet 1 milliard kroner i annonceomsætning.
Især lokale og regionale mediehuse er sat under pres. Behovet for lokal og regional nyhedsdækning på nettet er stort, men ressourcerne små. Krisen kradser hos os alle, hvor annoncesalget svigter og abonnenterne forlader os i en lind strøm. Hvordan bliver der råd til at satse offensivt på nettet?
Svaret er enkelt: Vi har ikke råd til at lade være – det er nu, at fremtidens mediebillede i Danmark bliver defineret.

Det er muligt for danske mediehuse – hvad enten man er Berlingske Media eller Folketidende-Gruppen – at skabe en gylden fremtid i online universet med god indtjening. Det handler om at ville det og være klar til de nødvendige investeringer. Både i kapital og i strategiske beslutninger, der sikrer online aktiviteterne som et selvstændigt forretningsområde med det nødvendige frirum.

Det store dilemma er, at en række beslutninger på både det kommercielle og indholdsmæssige område for at udvikle online forretningsmodellen kan gå ud over den trykte avis.

Men vi skal være parate til at tage beslutningerne, hvis vi vil være med til at levere nyheder, indhold og tjenester til den stadigt voksende del af den danske befolkning, der henter deres nyheder gratis på internettet.

Hvis vi ikke gør det, er der allerede andre på spring for at overtage vores hidtidige rolle som nyhedslevarandører. Vi har derfor ikke råd til at lade være med at satse betydeligt på at definere vores fremtidige rolle i et dramatisk forandret medielandskab.

Da Nyhedsavisen varslede sit indtog i Danmark tøvede avishusene ikke med at reagere – og skabte på kort tid nye selvstændige gratisaviser, der skulle tage konkurrencen op. Tænk hvis vi anvendte den samme tankegang på online området, og skabte nye selvstændige online nyhedsmedier med samme effektivitet og dedikation.

Brug for nytænkning

April 7th, 2009

Oplagstallene for de klassiske betalingsdagblade rasler ned. De seneste oplagstal viser at flere af de størrre dagblade og lige så flere lokale aviser nærmeste styrtbløder. Oplagsfald på lige omkring 10 procent taler deres tydelige sprog.

Aviserne leverer en vare som stadigt flere danskere ikke finder interssant nok til at de vil betale for. Og det endda i en periode, hvor vi aldrig har haft så mange penge til privatforbrug. Danskerne vælger i stigende grad betalingsaviserne fra.

Dødsspiral i gang

Tendensen er meget tydelig og vedvarende. Der er ikke længere tale om statistiske variationer eller kortvarige nedgange. Det bliver ved. Stort set alle mediehuse har sat gang i en udvikling af deres aviser og flere af dem satser også meget på de digitale medier. Men er det nok?
Hvor bliver nytænkningen på redaktionerne af? Vi bliver nødt til at gøre noget og tænke nyt - radikalt nyt i den måde vi som mediefolk tænker og arbejder på.

Har avisen en fremtid?

April 7th, 2009

Der sker ufatteligt meget i den danske mediebranche. De klassiske medier er under hårdt pres fra både gratismedier og fra helt nye medieplatforme, der dukker op fra ingenting. Digitale medier er fremtiden, men hvor længe holder de klassiske medier skansen. Internette vokser dramatisk med mere og mere trafik. Alt skal være gratis på nettet, så hvor er det lige, at mediehusene kan tjene pengene. Betalingsaviserne styrtdykker i oplaget, mens journalisterne kæmper for at alt skal være som det plejer at være.

Hvornår mon det går op for os alle i mediebranchen, at vilkårene er dramatisk forandret, og der nu gælder helt nye spilleregler?
Søren Knudsen, chefredaktør